Natur/ Urter

Brændenælde

Brændenælde er en god klassiker

Inden længe skyder det op med nye brændenældeskud alle vegne. Brændenælde er en god begynder-urt, da de fleste ved hvordan den ser ud. Måske jeg kan vække din lyst til at bruge nogle af dem i dit køkken.

De fleste ved hvordan brændenælder ser ud, at den brænder og at den kan spises. Mange har måske fået brændenældesuppe i sin barndom, men hvad kan man ellers bruge den upopulære plante til, og hvorfor skulle man?

Grunden til, at jeg vil slå et slag for den gode gamle brændenælde er, at den er meget sund og velsmagende. Den er fyldt med vitaminer og mineraler, og er en vaskeægte super food. Brændenælde kan bl.a. virke udrensende, vanddrivende, basedannende, og være god ved væskeophobninger, amning, skæl, hårtab, høfeber og nældefeber. Brændenælde er en plante, der vokser over alt, og derfor har man som regel planten inden for kort afstand uanset hvor man er. Jeg plukker kun topskuddet – dvs. den øverste del af planten – eller de første spæde forårsskud, der endnu er små og spændstige. Jeg plukker ikke af brændenælden, når den er gået i blomst, og aldrig i nærheden af trafik. Jeg beskriver, hvor jeg plukker brændenælder og andre vilde planter nærmere i dette indlæg.

Når jeg skal have fat i brændenælder

Når jeg tager på brændenælderov har jeg altid noget med til at have dem i og et par handsker. Jeg plukker typisk kun bladende, så jeg er fri for at skulle nuppe bladende af stilken, når jeg kommer hjem i køkkenet. Når kurven er fuld og jeg er hjemme igen, vasker jeg brændenælderne i koldt vand. Jeg tørrer dem let i en salatslynge og efterfølgende i et viskestykke. Når jeg vil bruge dem på en måde, hvor de koges er det ikke nødvendigt at tørre dem.

Jeg bruger ofte brændenælder i…

-Suppe. Hvis det er en suppe, der blendes inden servering kommer jeg bare de hele, rengjorte brændenældeblade i gryden sammen med de øvrige ingredienser. Skal suppen ikke blendes før servering hakker jeg bladende lidt før de kommer i gryden. De kan godt være lidt seje at bide i, hvis bladende er for store. Jeg elsker en klassisk brændenældesuppe og en grøntsagssuppe med urtegrønt (opskrift kommer).

-Pesto. Her erstatter jeg de urter jeg plejer at bruge med brændenælder. Jeg blender de rå brændenældeblade med de ingredienser jeg bruger i en klassisk pesto. Jeg foretrækker pestoen grov og smagfuld (opskrift kommer).

-Brød og pandekage. Når jeg tilsætter brændenælder til mit bagværk overhælder jeg kort de rengjorte brændenælder med kogende vand og hakker dem. Det giver både smag og farve til brødet.

-Smoothie og juice. Her er det nemt at tilføre sunde urter – f.eks. brændenælder – uden, at det smager “for sundt”. Smoothies og juicer er en god måde både at rydde op i grønt og frugt, og en god måde at få vitaminer, mineraler, antioxidanter og fedtstoffer på en lækker måde til store og små.

-Te. Brændenældete er en af mine yndlings teer. Den er lækker alene eller blandet sammen med andre urter. Helt enkelt så tørres bladende blot, og kan så gemmes i glas til senere tebrygning. Tørringen foregår enten hængende på hovedet ved stuetemperatur, eller hurtigere i en ovn/dehydrator.

-Mel. Hvis man blender tørrede brændenældeblade bliver det til brændenældemel. Melet kan bruges på samme måde som de friske blade i brød, sunde kager og smoothies.

God fornøjelse og pas på fingrene.

Kærlige hilsner fra Marie

Andre spændende indlæg

Kommentarer

Skriv gerne en besked...