Forældreskab/ Kemifri/ Livet og hverdagen/ Zero waste

Moderne stofbleer

Hvad er en ‘moderne stofble’?

Har du nogen sinde hørt om moderne stofbleer til børn? Altså ikke de stofbleer som man brugte før i tiden som bleer og som man i dag bruger til en uundværlig altmuligklude. Det er der desværre ikke mange der har. Moderne stofbleer er udformet stort set som almindelige papirs-/plastikbleer. Forskellen er blot at de kan vaskes igen og igen, og dermed bruges i mange år og af flere børn. Det er super smart og nemt.

Fordelene

Fordelene ved at bruge moderne stofbleer frem for engangsbleer er mange. Blandt andet at:

-Man sparer mange penge. Når én ble er købt og betalt kan du anvende den til alle dine børn, og med stor sandsynlighed sælge den videre efterfølgende.

-Miljøet bliver skånet i stor stil, da man ikke producerer affald til skraldespanden og ikke køber nye bleer på ugentlig basis.

-Økologisk stof er sundere for barnets hud. Risikoen for irriteret hud er mindre end med papirs-/plastikbleer.

-Brug af moderne stofbleer resulterer, i at børn gennemsnitligt bliver hurtigere renlig, fordi de bliver bevidste om, at de tisser og bliver våde. Engangsbleer suger så godt, at barnet ikke registrerer at bleen er våd.

Genbrug

Der er et stort marked for brugte moderne stofbleer. Det er ikke kun en fordel pga. prisen, men også fordi at stoffet er vasket til. Dvs. at den suger rigtig godt. Køber man bleerne fra ny skal de vaskes en del gange før de har den bedste sugeevne. Du tænker måske – er det ikke ulækkert at købe andres aflagte bleer? Nej det er det ikke. Husk på, at på sygehuse er der meget syge mennesker, og selv der vasker man og genbruger sengetøj og tøj. Den rette vask kan rengøre fuldstændigt.

Praktisk indretning

I forhold til det praktiske ved at anvende moderne stofbleer, så har vi en stor spand med låg på badeværelset. Heri kommer bleer lige som de er, når de bliver taget af vores datter med både småt og stort. Spanden lugter ikke spor. Ca. hver tredje dag vasker jeg bleerne grundigt, og næste dag er de tørre igen. Det er super nemt, og handler blot om rutiner og vaner.

Stofklude

I kombination med stofbleerne bruger vi også stofklude til at rengøre den lille numse med. Når jeg alligevel vasker bleer, kommer kludene jo bare i samme vask.

Find vej i junglen

Der findes forskellige typer modeller, materialer, størrelser og fabrikanter. Nogle fungerer måske ikke til dit barn, men pludseligt finder du et match, der passer for jer og jeres behov. Der er desværre langt imellem fysiske butikker, der har stofbleer, men flere webshops har et stort udvalg og mange gode råd og tricks til at komme godt i gang. For ikke at købe nogle bleer, der ikke sidder godt på dit barn eller ikke imødekommer jeres behov, lejer flere af disse webshops en prøvepakke ud et par uger. På den måde kan man nemt prøve forskellige bleer af og du kan blive klogere vha. webshoppens vejledninger og ekspertise. Jeg er rigtig glad for følgende webshops – Ko og Ko, MiniE og SMARTparent. Både for deres udvalg af produkter, og for deres vejledninger og hjælp.

God fornøjelse.

Kærlige hilsner fra Marie

Andre spændende indlæg

1 Comment

  • Reply
    Plastikkens vokseværk – Marie Ladefoged
    7. marts 2019 at 10:39

    […] -Afprøve plastikfrie bleer til din baby. Stofbleer er et glemt levn fra fortiden, som fortjener en plads hos alle børnefamilier igen. Der er kun fordele: de lige så nemme, det er billigere, det er sundere for dit barn, dit barn bliver hurtigere renlig og så er det selvfølgelig sundere for miljøet. Læs mere i mit indlæg om stofbleer her. […]

  • Skriv gerne en besked...